Støtte under uddannelse
Der er forskellige støttemuligheder til dig, der er ung med høretab på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.
Når du har besluttet, hvilken uddannelse du vil starte på, skal du finde ud af, om du skal have støtte under uddannelsen. Det er meget forskelligt, hvad unge med høretab har brug for – nogen har næsten ikke behov for hjælp, mens andre har brug for mere støtte. Der findes flere forskellige former for støttemuligheder, du kan søge om.
Specialpædagogisk støtte (SPS) og hørekonsulenttimer
SPS gives både på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser og skal sikre, at du kan uddanne dig på lige fod med andre unge, selvom du har et høretab. Du kan f.eks. få SPS i form af særlig støtte til sprogfag kaldet ‘segregeret undervisning’, når du har et høretab. Det er vigtigt, at du på forhånd spørger den enkelte uddannelse, om de kan bevilge støtte til fx undervisning i engelsk eller fransk, hvis det er det, du har brug for. Du kan kontakte skolen/uddannelsesstedet allerede inden, du starter på din uddannelse, og blive sat i forbindelse med den SPS-ansvarlige og studievejlederen.
SPS kan søges til følgende ungdomsuddannelser: STX (almen studentereksamen), HHX (højere handelseksamen), HTX (højere teknisk eksamen), HF (højere forberedelseseksamen), GSK (gymnasiale suppleringskurser), EUD (erhvervsuddannelse), SOSU (social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistent), PAU (pædagogisk assistent).
Når du skal møde den SPS-ansvarlige, skal du fortælle vedkommende at du har et høretab, og at du gerne vil bede den SPS-ansvarlige om at søge om hørekonsulenttimer til dig. Medbring gerne dit audiogram, som skal sendes ind sammen med ansøgningen. Når ansøgningen er behandlet, kommer der en bevilling på hørekonsulenttimer med yderligere information til dig.
Når bevillingen af hørekonsulenttimer er på plads, vil dit behov for støtte altid blive afgjort sammen med dig og evt. dine forældre ved en opstarts-samtale hos hørekonsulenten. Her vil hørekonsulenten stille dig forskellige spørgsmål – f.eks. om din tid i folkeskolen, dit valg af uddannelse og om hvordan du håndterer dit høretab. Dine svar hjælper hørekonsulenten, så han eller hun sammen med dig og evt. dine forældre kan finde frem til, hvilke former for hjælp du skal have i forbindelse med din uddannelse.
Hørekonsulenten kan f.eks. hjælpe dig med:
- Hvilke typer SPS-støtte, der vil være relevant for dig?
- At kontakte det firma, der leverer høretekniske hjælpemidler på studiestedet
- At orientere dine medstuderende og lærere om dit høretab
- At følge dig undervejs i din uddannelse
I princippet må hørekonsulenten ikke hjælpe dig, før bevillingen på hørekonsulenttimer ligger klar, men måske er det alligevel hørekonsulenten, du får den første kontakt med i forbindelse med studiestart.
Hørekonsulenten kan f.eks. hjælpe dig med at fremskaffe dit audiogram, få underskrifter på de papirer, uddannelsesstedet skal have og fortælle uddannelsesstedet, hvad de skal søge om. Her kan du og dine forældre se, hvilke hørekonsulenter, man kan henvende sig til rundt omkring i landet.
Hørekonsulenten kan have en meget aktiv rolle undervejs i din studietid, men han eller hun kan også holde sig mere i baggrunden, og måske bare følge op ved at sende dig en mail af og til for at høre hvordan det går, og om der er opstået nye udfordringer, du har brug for hjælp til.
Studiestøttetimer
Studiestøtte er ikke ekstraundervisning eller specialundervisning i gammeldags forstand. Du skal være i stand til at følge med fagligt på studiet, men du kan få hjælp til de udfordringer, du møder på grund af dit høretab. Studiestøttetimer er ca. 20 timer pr. semester.
Hvor meget støtte kan man få i forbindelse med uddannelse?
På både ungdomsuddannelser og videregående uddannelser bliver høretekniske hjælpemidler som f.eks. elevmikrofoner bevilget af staten til hele din studietid. SPS-støtte, herunder hørekonsulenttimer, bliver bevilget for et halvt år ad gangen. Det mest almindelige er, at du får 10 hørekonsulenttimer pr. halvår. Bliver de 10 timer brugt hurtigere, kan hørekonsulenten ansøge om flere, hvis der er behov for det.
Særlige prøvevilkår
Har du et høretab, kan det være at du har brug for at gå til eksamen eller andre prøver på kompenserende vilkår. Det kan f.eks. være i forbindelse med brug af høretekniske hjælpemidler, behov for tekstning af video-materiale eller andet. Tal med hørekonsulenten om mulighederne og vær opmærksom på, at du kun behøver at skulle søge om at aflægge prøve på særlige vilkår én gang (og ikke hver gang, du skal til eksamen).
Handicaptillæg til SU’en
Hvis du går på en erhvervsuddannelse eller studerer på en videregående uddannelse, kan du søge om et handicaptillæg til SU’en. Handicaptillægget er tiltænkt studerende med en varig psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse, der giver betydelige begrænsninger i evnen til at påtage sig et erhvervsarbejde under studierne.
Læs mere her.
Vejledningsmateriale til medarbejdere på videregående uddannelser
Dansk Center for Undervisningsmiljø, DCUM, har udgivet et materiale målrettet undervisere, vejledere mm. på de videregående uddannelsesinstitutioner. Materialet skal klæde de ansatte på til at støtte studerende med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser i deres uddannelsesforløb. I materialet findes bl.a. information om høretab. Du finder materialet her.
Vanskeligheder i samarbejdet med uddannelsesstedet?
Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet og FN’s Konvention om Rettigheder for Personer med Handicap gælder også for universiteter og deres studerende samt andre uddannelsesinstitutioner (se evt. Beskæftigelsesministeriets Vejledning om lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.).
Uddannelses- og forskningsministeriet har udsendt et såkaldt hyrdebrev for at sikre, at sagsbehandlingen på uddannelsesinstitutionerne overholder lovgivningen. Du kan f.eks. henvise til dette, f.eks. hvis du oplever at skulle søge om at gå til eksamen på særlige vilkår flere gange - én ansøgning er tilstrækkeligt.